En milepæl

Der blev lagt en teaser ud på denne blog i sidste uge, som jeg gerne vil følge op på: Jeg begyndt at løbe.
Nu tænker I sikkert: "Jaja, det har du gjort så mange gange. Den har vi hørt før." Men til mit forsvar vil jeg sige, at jeg faktisk har løbet siden midten af maj.
Jeg begyndte på det, fordi jeg havde været sygemeldt fra arbejde med stress, var blevet sagt op og havde fået nyt arbejde. Der er mange, som har sagt til mig i årenes løb (haha), at det giver overskud at motionere, og jeg tænkte i den givne situation, at jeg havde brug for al det overskud, jeg kunne skrabe sammen.
Jeg har før forsøgt at komme igang med at løbe. Dengang fulgte jeg et program. Det var noget med at gå lidt, løbe lidt og gå lidt igen. Så da jeg skulle igang denne gang, gjorde jeg noget lignende. Da jeg har det svært med autoriteter, strikkede jeg mit eget program sammen og gik igang: Løb i fire minutter, gå i to, løb i fire, gå i to, løb i fire. I alt seksten minutter. Da der var gået en uge, lagde jeg et minut til det første løbepas, ugen efter lagdes et minut til det andet løbepas og så fremdeles, indtil jeg var oppe på tre gange seks minutter.
Altså en MEGET stille og rolig progression, men jeg skulle ikke nyde noget af at have skader.
Da jeg havde nået de tre gange seks minutter, faldt jeg over et andet løbeprogram, som jeg syntes var interessant. Det fulgte jeg indtil at jeg kunne løbe i en halv time i træk. Nu følger jeg dette program for at nå de 10 km. Jeg hoppede ind på uge 6.
I dag skulle jeg så løbe tre gange femten minutter, og det gik så godt, at jeg fik løbet både den gule og den røde rute i Riis Skov, hvilket er 8 km i alt. Fantastisk fornemmelse, da jeg aldrig har løbet så lang i hele mit liv før.
For at presse mig selv lidt mere, har jeg meldt mig til Marselisløbet d. 30 august. Det er godt nok 12 km, men hvis jeg kan løbe otte, kan jeg også løbe tolv. Jeg ser frem til at kunne blære mig med det om et par uger.