torsdag den 26. februar 2009

Reklamer

En af mine yndlingsaversioner er tv-reklamer. Jeg synes, at de for en stor dels vedkommende er dumme, nedladende og forsimplende i en grad, så jeg næsten kan få ondt i maven af at tænke på det. MEN.
Ifølge min hustru er det alt, alt for tidligt for mig at begynde at være en mavesur gammel mand, som brokker sig, så derfor har jeg tænkt på at lave en anden blog et andet sted under et alias, hvor jeg så kan lade min galde flyde frit og uden omsvøb. Var det ikke en idé?
Måske, måske ikke. Men jeg hader i hvert fald tv-reklamer. Måske er det fordi man skal "sælge budskabet" på 30 sekunder og derfor er NØDT til at forsimple ting ud i det latterlige. Som for eksempel den fitness-kæde som proklamerede at "Man får energi af at bruge energi!". Man skal ikke have haft fysik på et særligt højt niveau for at kunne respondere: "Det er løgn!". Men som sagt: Det er for tidligt at være gammel og mavesur. Jeg bliver jo også glad, når der en gang i mellem bliver lavet intelligente og interessante tv-reklamer. Som for eksempel Danske Spils reklame, hvor en ishockeyspiller elegant lægger Puch'en ind i målet. DET er skægt.
Jeg tænker videre over min reklamerevserblog imens livet kværner forbi.

mandag den 23. februar 2009

Nyt nationalt samlingspunkt

Glem X-Factor, Vild med Dans, Rejseholdet, Matador og Statsministerens Nytårstale. Danmark har fundet et nyt nationalt samlingspunkt: Høvdingebold.
Søndag aften på DR1 viste en DR initiativrighed, risikovillighed og kulturel indsigt som ikke er set siden "Jul og grønne skove" i 1980.
Høvdingebold har potientiale til at blive det største siden Tamagotchiernes indtog.
Se lyset på hjemmesiden og spred det gode budskab.

søndag den 22. februar 2009

Søndag...

Jeg kan se, at der ikke er skrevet indlæg på denne blog siden sidste år. For at bekræfte min status som værende i live, kommer her det første blogindlæg i 2009.

Jeg går og roder med forberedelser til en Microsoftcertificering (den første for mit vedkommende), som jeg skal tage på fredag.
Det er meget passende .Net Framework 2.0 Application Development Foundation (70-536), som står for skud. Det er grundstenen i alle udviklingscertificeringer fra Richmond, så der er ingen vej uden om.
Bortset fra det, så er min smukke hustru blevet færdig med sin uddannelse. Forhåndsgodkendelsen kom i torsdags, så den er god nok. Jeg er meget stolt af hende, for det er ikke så let, som man skulle tro, sådan at gennemføre en uddannnelse. Når man så lægger oveni, at hun har valgt det sværeste emne overhovedet til specialet, bliver det ekstra flot.
Det hele er også blevet fejret behørigt, skulle jeg hilse at sige.
Jeg vender tilbage, når jeg har fundet noget fedt at harselere over.